top of page
Search
  • Kåre

“Jeg synes bare ikke, det ser særlig pænt ud“


NIMB = “Not In My Backyard” syndromet lever i bedste velgående.

Jeg holder det sidste af mine foredrag i denne omgang, i aften i Brønshøj, kl 19 i Kondigrafen.

Forleden skrev jeg i en lukket brugergruppe for medlemmerne i grundejerforeningen hvor mit rækkehus ligger.




Den eneste reaktion jeg fik var følgende:

" Beklager, men jeg synes bare ikke, det ser særlig pænt ud med det skrummel på taget"

Den kommentar var der så et enkelt andet medlem af gruppen der synes godt om.

Ellers ingen respons på mit indlæg. Der er 58 medlemmer i gruppen, og 48 har “set” det. (De udenlandske gloser på billedet er fordi jeg er ved at opfriske mit tyske.)

Det viser hvor meget opadbakke den grønne omstilling er.


2040: “Vi KUNNE ha gjort noget dengang, men vi valgte at ignorere advarslerne. Men vi havde da nogle ensartede, og meget kønne tagflader. DET havde vi.”

-

Er det dårlig samvittighed? Angst for forandring? For meget information, for meget at rumme? Magtesløshed? Apati?

Hvis du ikke synes du kan gøre andet lige nu - så stem i det mindste grønt til valget. Ægte grønt. På et af de partier der mener det alvorligt, og ikke bare fisker stemmer her i 11. time.

-

Mit rækkehus var med 14.600 kWh i varmeforbrug i 2012/13 et af de mest forslugne huse i den her grundejerforening syd for Hillerød.

Jeg vill gøre noget. Frøet til mit projekt blev egentligt sået tilbage i 2009, og har spiret lige siden. Over årene gik det op for mig at jeg måtte gøre noget SELV hvis jeg ville se en ændring.

Jeg måtte VÆRE forandringen.

Jeg måtte vise at vi KAN godt. Hvis vi vil.

Der var nemlig flere der sagde "det kan man ikke".


Derfor var der kun en måde at finde ud af det på: At gøre det.


Så vi installerede en 7.500 liter regnvandstank i jorden. Isolerede soklerne. Satte hybrid-solfangere på taget (varme og elektricitet fra samme solfangere). Et par andre teknologier komplimenterer projektet - f.eks. oplagring af overskuds-solvarme fra forår, sommer og efterår - til vinteren. Det hjælper alt sammen.

Varmeforbruget faldt fra at være et af de højeste blandt 95 huse i foreningen, til det absolut laveste: 3.900 kWh i det varmeår der lige er afsluttet for få dage siden. Huset bruger væsentligt mindre end selv de enkelte huse der - på trods af lokale servitutter - har installeret elektrisk gulvvarme. Og den ældre dame der bor alene, og stort set ikke varmer sit hus op. Ud over mit eget hus ved jeg ikke hvilket hus der bruger hvor meget - for jeg har bedt om at få udlevert anonymiserede data fra varmeudvalget i foreningen. Der er stadig huse i foreningen i 2019 der bruger næsten 15.000 kWh, lige som mit eget hus brugte før min energirenovering. Jeg vil ikke hænge nogen ud, men bare sige at på trods af elektrisk gulvvarme og på trods af slukkede termostater i enkelte andre huse, så bruger mit hus ALLIGEVEL mindst fjernvarme. Og har lune gulve i stue-etagen, modsat mange af de andre af husene i foreningen, som lider af manglende isolering omkring soklerne: iskolde gulve langs væggene om vinteren.

"Fra 14.600 til 3.900 kWh".

Vi bruger 1/3 af det samlede energiforbrug i Danmark på at opvarme boliger (ifølge energistyrelsen - fra 2017).

Energirenovering af bygninger er en meget lavthængende frugt. Ikke de nyere lavenergihuse, men den eksisterende boligmasse. Vi fyrer med fossile brændsler i enorme mængder, bare for at kompensere for den energi der forsvinder ud af husene om vinteren.

Men som der blev skrevet i den lukkede FB gruppe:

" Beklager, men jeg synes bare ikke, det ser særlig pænt ud med det skrummel på taget"

Vil da gerne give ret i at i MIT eksempel, ser det ikke kønnest ud. Ikke når man ser alle de andre solfanger-frie tage i foreningen. Flotte og ensartede, og med en kæmpe samlet flade der KUNNE ha opsamlet en masse energi. Men det skal se pænt ud, og solfangere er grimme. Åbenbart. Hvad er flottest, en køkkenhave, græsplæne eller fliser? Det afhænger af øjet der ser. Men i stedet for solenergi, så brænder vi fossile brændsler af, på varmecentralen. Og spilder en del af det i de gamle varmerør der kører rundt i jorden i et netværk mellem husene. Men tagene er pæne! Bortset fra mit måske ...

Et fald på 75% i energiforbrug


Jeg har nu vist ved et eksempel - at man kan tage det mest forslugne rækkehus ud af 95 huse, og gøre det til det suverænt mindst forbrugende.

Jeg har været på turné i Jylland for et par uger siden. Brugt min ferie på det. Jeg har ellers boet i Hong Kong siden 2012 (En familie på 4 lejer mit hus). Ja, jeg lever af at brænde petroleum af, fordi jeg blev pilot i 1990'erne.

Jeg ville ønske jeg kunne arbejde med solvarme i stedet for at flyve. Men der er bare ikke noget market for det. Ikke endnu.

Fossilt energi er for billigt at brænde af.

Derfor kan jeg leve af at flyve, men ikke af at installere solvarme systemer.

Ikke før der kommer en pris på fossile brændsler, der afspejler den skade de gør på vores klima og miljø.

428 views0 comments

Recent Posts

See All
bottom of page